Komputer for alles billedbibliotek er en unik samling af digitale fotos og klipart-tegninger, du frit kan anvende til privat brug. Billederne, som du får sammen med K-CD'en hver måned, er fra samlingerne »KEY Photo Gallery« og »KEY Mega Clipart 15.000«, der begge forhandles af Komputer for alles norske samarbejdspartner IMS, der har stillet billederne til rådighed for bladets læsere.
Hver måned får du 24 fotos og 24 klipart-tegninger.
For at holde styr på de mange billeder anbefaler vi, at du bruger Komputer for alles praktiske tag ud og gem oversigtskort med mini-gengivelser af alle billederne. Kortene finder du bagest i nyhedssektionen midt i bladet. På den måde bevarer du overblikket over dit digitale billedbibliotek, mens det vokser måned for måned.
Både fotos og klipart-tegninger er af meget høj kvalitet. Med billederne kan enhver tryksag - lige fra festsange til bøger og blade - komme til at se professionel ud. Du kan også anvende billederne som baggrundstapet til Windows. Eller slet og ret bruge dem til at lege med i et af de billed-behandlings-programmer, der jævnligt ligger på K-CD'en.
Billederne kan anvendes på 2 måder:
1: Direkte fra CD'en:
Klik på et af billederne på dette eller det næste skærmbillede.
Nu er billedet kopieret til klippebordet i Windows.
Åbn det program, hvor billedet skal bruges, fx Paint Shop Pro, der gemmer sig bag knappen »Skattekisten« på denne K-CD.
Vælg punktet »Paste« (Indsæt) i menuen »Edit« (Rediger).
Billedet står nu på skærmen i fuld størrelse.
2: Kopieret fra CD'en:
Luk K-CD'en ved at klikke på knappen »Exit« på den gule hovedmenu.
Åbn Stifinder (Windows 95) eller Filhåndtering (Windows 3.11).
Klik dig frem til CD-rom-drevet.
Fotos ligger i biblioteket »Foto«.
Tegningerne ligger i biblioteket »Klipart«. De ligger der to gange i to underbiblioteker, »BMP« og »WMF«.
BMP-formatet er et Windows-standardformat. Det kan læses af alle Windows-programmer. Brug det, hvis du er i tvivl.
WMF-formatet er også et Windowsformat. Det har den fordel, at tegningerne kan skaleres i størrelsen, uden at det går ud over kvaliteten.